Fyrilestur hjá Vigdís Finnbogadóttur

Mikudagin 7. oktober kl. 15.30 helt Vigdís Finnbogadóttir, fyrrverandi forseti Íslands, fyrilestur í Læraraskúlahøllini í samband við, at Fróðskaparsetrið í ár fyllir 50 ár.

Fyrilesturin kann lesast her:

------------

Færeyjar  - Fróðskaparsetur
Vi er stærkere end vi tror
7. október 2015

Rektor, ærede forsamling,  kære venner,

Først af alt vil jeg ønske Fróðskaparsetur Føroya og alle færinger hjertelig til lykke med 50-års jubilæet. Og tak for invitationen til at komme endnu én gang til Færøerne – mine yndlingsøer i Atlanten, - jeg regner ikke mit Island her nord for med!

Her vil jeg også bruge lejligheden og takke alle de mange færinger, færøske firmaer og Lögþingið varmt for den enestående støtte, som de i 2010 bidrog med til min hjertesag – det internationale sprogcenter på Islands Universitet. Det er gemt og ikke glemt – som vi siger på islandsk.  

Etablering af et universitet her på Færøerne – et sæde for fróðskapur -  for 50 år siden var storsindet, fremsynet og visionært. Viden er jo den vigtigste nøgle til at forstå vores liv og for at give os indsigt i, hvordan vi skal forberede fremtiden, - viden om fortiden, viden om kultur, viden om omverdenen, for ikke at tale om viden om alle de innovationer, som vi absolut skal være i stand til at benytte os af for skabe en fremtid som vi lykkelige kan gå i møde. Langt tilbage i tiden var vores forfædre klare over dette, og fortalte farverige historier om, hvordan man ved hjælp af viden og klogskab var i stand til at gøre verden bedre. I Eddaen må den gamle Odin ofre sit ene øje for at skaffe sig viden og for at indhente den nyeste viden har han ravnene Huginn og Muninn –  tanke og hukommelse - som sine assistenter.

I mange lande omkring os forholder det sig således, at man kan ved hjælp af gamle bygninger og kunstværker få indsigt i leveforhold og tidligere generationers liv. Vi islændinge og færinger har det til fælles, at vi ikke har prægtige gamle bygninger (på nær Magnúsarkirken selvfølgelig) eller kunstværker som vidner om forsvundne storhedstider præget af magt og rigdom. Vores styrke har altid ligget i folket og dets kultur – og da sprog i særdeleshed. Det er i sproget vi finder vores historie, forsvundne generationers holdninger, leveforhold, følelser, viden og kunstnerisk udfoldelse. Sprog og sprogenes funktion, samt de minder, som sprogene bevarer, har altid fascineret mig. Al verdens viden bliver fortolket ved hjælp af sprog, ikke kun det konkrete men også det abstrakte og kunstneriske. Alle kunstarter og kunstværker bliver skabt gennem tanker i ord, og vi nyder kunsten ved hjælp af ord i vores tanker eller følelser, som igen forudsætter at vi har ord i tankerne. Og så har vi den enkelte nations visdom og hele verdenens viden, og oven i købet sømandens eller forskerens specielle ekspertise, alt det som gør os øboere i det nord-vestlige Atlanterhav til os selv, på en gang lokale og kosmopolitter.

Respekt for sprog er respekt for verdens minder, - minder der fortæller os om mennesker der kom inden os og opdagede så meget, som vi i dag tager for givet. Mange af disse minder har vi, frænderne i Vestnorden, til fælles i vores sprog.

Det er interessant, at substantivet fróðskapur findes ikke på islandsk, men substantivet fróðleikur findes og forekommer allerede i Guðbrandsbiblía fra 1584, den første komplette oversættelse af biblen til islandsk. Det er interessant, at færingerne har valgt at kalde sit universitet Fróðskaparsetur, kundskabens sæde hvor man skaber eller dyrker fróðskap eller fróðleik, viden eller kundskab. Fróðskapur er beslægtet med ordet fræði, som i høj grad anvendes på islandsk i forbindelse med videnskabens forskellige discipliner.  Islændingene valgte for snart 105 år siden at kalde deres akademi ”háskóli” – dvs. de brugte begrebet ”háskóli” om ”universitet”, det vil sige – den højeste eller den mest avancerede skole”. Háskóli brugte man også i Skandinavien om de mest avancerede skoler inden for bestemte fagområder, såsom lærerhøjskoler, tandlæge- højskoler og tekniske højskoler, og som ikke skal forveksles med folkehøjskoler i Grundtvigs ånd, som på islandsk kaldes ”lýð-háskóli”, dvs. en skole for folket, hvor der især undervises i forskellige praktiske og kreative fag. Måske har islændingene valgt denne løsning for at understrege, at man næppe i begyndelsen kunne tale om et universitet, da institutionen ikke favnede så bredt i faglige henseender.

Allerede i det 17. århundrede beskæftigede den engelske filosof, jurist og politiker Francis Bacon sig med videnskabens betydning for udforskning af samfundet og naturen, og udtrykte de kendte ord Mennt er máttur, dvs. Kundskab er magt, det findes sikkert også på færøsk?  Formodentlig har Bacon ladet sig inspirere af Det Gamle Testamente, hvor der står, at  "Den vise mand har styrke, den kyndige samler sin kraft". Francis Bacon var i høj grad optaget af, hvordan akademisk viden om naturen i det lange løb ville give mennesker muligheder for at kunne undertvinge sig naturen og omgivelserne. Det kan hævdes, at den teknologioptimisme og den positive opfattelse af videnskaben, som prægede Bacon og senere oplysningstiden, har været dominerende i vores del af verden helt op til vore dage. Denne optimisme blomstrede op under oplysningstiden – the enlightment.  I vores sprog forbinder vi forståelse eller indsigt med lys – der gaar et lys op for os, når vi pludselig forstår eller får indsigt i noget, noget er klart eller indlysende, mens mangel på forståelse eller indsigt betyder, at vi famler i mørke.

I disse år er der gået hundrede år siden Islands Universitet blev oprettet. I Island taler vi om áramótakynslóðin – Vormenn Íslands eller århundredets generation. Denne generation beskrives som ambitiøs, fuld af energi og vilje til at gøre Island til et godt sted at bo. Heimskt er heimaalið barn, lyder ordsproget fra EDDAEN dvs. det barn som kun bliver opvokset hjemme bliver snæversynet eller dumt. Heimur – dvs. verden og heima, dvs. hjemme rummer disse to modsatrettede betydninger. Ambitionen med Islands Universitet var at basere islændingenes lærdomssæde på deres eget, så langt det nu kunne række, men hvor det var nødvendigt skulle man drage ud for at læse videre eller bygge andre nødvendige kompetencer op, hvor udenlandsk ekspertise var påkrævet. I løbet af få år var den langvarige isolation borte – kompetencer blev bygget op inden for alle af samfundets områder. I den sammenhæng vil jeg fremhæve, hvor uhyre stor betydning de fremmedsproglige kompetencer havde for islændingene. Det var en stor gave, at man fandt det vigtigt at lære fremmedsprog. Her spillede det en afgørende rolle, at islændingene havde det 700 år gamle budskab fra Kongespejlet med sig, hvor der står: ”Hvis du vil være fuldkommen i visdom, så lær alle verdens sprog, men glem ikke dit eget”.

Århundredegenerationen hentede traditionen tro viden og inspiration alle steder fra, nye strømninger skulle bygge bro mellem fortid og nutid. Troen på videnskab og uddannelse var fremtrædende. Selvstændighedskampen var godt i gang og John Stuarts Mills idéer om individets, og især kvinder rettigheder, var nået til Islands kyst. Milepælene kom i striber i århundredets begyndelse, den første undervisningslov blev indført, oprettelsen af Islands Universitet fandt sted og ligesom de færøske og danske kvinders var islandske kvinders ret til at vælge i havn i 1915. Netop i år fejrer vi 100–året for kvinders valgret med forskellige festligheder og arrangementer.

Kvinders ret til at vælge og til aktivt at gøre sig gældende inden for politik, kom ikke af sig selv. Disse rettigheder krævede en langvarig kamp og udholdenhed. Det er helt utroligt, at i selv de mest oplyste samfund, kan det koste blod, sved og tårer at skaffe den anden halvdel (nogle kalder denne halvdel den bedre halvdel) af befolkningen disse selvfølgelige rettigheder. Dette er ikke mindst besynderligt set i lyset af, at alle fædre og alle brødre er godt klare over, at deres døtre og søstre (og mødre for den sags skyld) er lige så intelligente eller velbegavede som de selv er. Tænk, at det kunne tage islændingene mere end 60 år at sikre kvinder mere end to eller tre pladser i Altinget. Helt frem til 1980 udgjorde kvinders andel i Altinget 2- 4%. Selvfølgelig fandtes kvinderne på partiernes valglister som kandidater til altinget – i årtier pyntede de listerne i håbløse pladser – primært for at hjælpe herrerne til at komme til magten, hvor de sad fast.

Efter oprettelsen af kvindelisten i 1982 begyndte disse underlige forestillinger om kvinders rolle inden for politik at ændre sig. Man gjorde sig nu i voksende grad klart, at selvfølgelig havde man brug for, at kvinder aktivt gik ind i politik og at man ikke kunne undvære deres syn på samfundet, samt deres kyndighed og energi. Kvinder er ligesom mænd samfundets støtter. Selv om vi kvinder ikke helt har nået det optimale, er vi nået vidt med hensyn til ligestilling, da vi nu kan konstatere, at kvinder udgør omkring 40% af altingsmedlemmerne. Er det ikke helt utroligt, at det kunne tage islændingene al den tid at forstå så enkel problematik. Vi som så længe har været fiskernation og vi som ved det så godt, at den kærligste omtale om kvinder oftest kommer fra sømændene. De ved bedre end alle andre, at i deres fravær er kvinderne økonomidirektøren, pædagogen og arkitekt til hus, hjem og have.      

Mennt er máttur – kundskab er magt
Der hersker ingen tvivl om, at uddannelse og forskning har spillet den største rolle for udviklingen af det islandske samfund. Uddannelsen gør det enkelte individ selvstændigt, og højt uddannelses- og vidensniveau gør samfundet stærkt. Vi må dog huske, at uddannelse i sig selv ikke er nok – høj moral og etiske værdier spiller også en stor rolle, når beslutninger tages. Det gælder især, når beslutningerne mere eller mindre angår os alle – hele samfundet. Dette erfarede vi islændinge i 2008, da vores økonomi kollapsede. Jeg har ofte tænkt og sagt, at islændingene klarede de fattige tider med stil, men havde sværere med de gode år. 

Det var svært for mange, at måtte se i øjnene og erkende, at den bedst uddannede generation i Islands historie ikke havde stået sin vagt. 

Dette var tunge tider, men samtidig tankevækkende. Det var for eksempel godt og givende at mærke, at vi havde venner uden for landets grænser – ikke mindst her på Færøerne – det vil vi aldrig glemme.

Set i bakspejlet er det også bemærkelsesværdigt, at under kollapset gjorde man sig klart, at den eneste vej frem var at dygtiggøre folket ved at styrke uddannelse og forskning. Man ville bruge tiden under krisen til at uddanne de arbejdsløse, så de var parate til nye og udfordrende opgaver, når situationen ville tillade det. Islands Universitet spillede en vital rolle i denne sammenhæng.

Tre år efter kollapset fejrede Islands Universitet 100-året – og ved den lejlighed blev der etableret en særskilt forskningsfond, som yderligere skal bidrage til uddannelse og forskning. Man turde og ville satse på humane ressourcer for at bane vejen til gavn og glæde for samfundet. 

Men hvorfor fortælle alt det her i dag, når vi her fejrer 50-året for Fróðskaparseturs oprettelse. Jo, det er vigtigt, fordi vi kan lære af hinandens erfaringer. Viden, kendskab og indsigt åbner sindet og det er af allerstørste betydning for os, de vestnordiske nationer, som danner disse øriger ude i Atlanterhavet. Det er lige meget hvor kosmopolitiske vi er, og selv om vi er i direkte kontakt med hele verden i vores stuer gennem fjernsyn, radio og nettet, vi er og bliver øboere med fodsålerne under vores fødder lige her, netop på dette sted på kloden, hvorfra vores verden går. Vi er så heldige at være vel stillede og at have mere end nok til dagen og vejen – og under vores himmelstrøg kan vi glæde os over at leve ved fredelige forhold. Og vi nyder godt af at være med i det forbilledlige samarbejde, som finder sted inden for det Nord-Atlantiske Råd og mellem Vest-Norden og de skandinaviske lande.  Vi taler sprog som ligner hinanden og det tjener vores og hele Skandinaviens interesse at vi alle kan være med i det nordiske sprog- og kulturfællesskab. Forskningen viser, at her står færingerne stærkt med deres store kompetencer i de nordiske nabosprog, og faktisk også andre fremmedsprog. Det er noget det øvrige Norden kan lære meget af.

Idet jeg ønsker Fróðskaparsetur og alle færinger hjertelig til lykke med 50-året, vil jeg udtrykke mine inderste ønsker om at Fróðskaparsetur i enhver henseende og langt ind i fremtiden fortsat kan bidrage til at gøre de enkelte færingers og hele det færøske samfunds situation stærkere og lykkeligere.